Naturbørnehaven Troldehøj er børnehaveafdelingen i Lystholm Børnehus. Det betyder, at når dit barn skal i børnehaven efter sin tid i vuggestuen Paddehatten, starter de hos os. Naturbørnehaven  er for børn i alderen 3 til 6 år. Der er ca. 80 børn fordelt på 4 stuer.

Vi tilbringer rigtig meget af vores tid udendørs, men nyder også vores dejlige lyse og rummeligt hus, hvor der er plads til indendørs leg, kreativitet og udfoldelse.

Mandag - torsdag 6.45-17.00
Fredag 6.45 – 16.45

Naturbørnehaven Troldehøj

Lystholm 18
3480 Fredensborg
Tlf. 72 56 28 55

Daglig leder Tommy Pinnerup Jensen
tpj@fredensborg.dk
Tlf: 25 42 18 18

Vi anvender naturen som et unikt læringsmiljø for børnene. Naturens uforudsigelighed og dets store oplevelsespotentiale, der ligger i at bevæge sig i et mangfoldigt rum, er en væsentlig faktor for vores pædagogiske arbejde.

Udendørsliv giver i vores fortolkning lys, plads, sundhed, kropslighed, kreative og hensynsfulde børn. At være i naturen betyder i sig selv fysisk og psykisk velvære og dermed udvikling og udfoldelse.

Vi har en verden af natur lige udenfor og den anvender vi med glæde. Vi har vores eget miljøværksted, og vi har et stort have areal, hvor børnene hvert år forbereder jorden, sår og planter forskellige afgrøder og ikke mindst passer det.

Vi arbejder flittigt på at beholde vores Grønne Flag, som vi gentagende gange har fået, ved at arbejde med diverse natur projekter.

Vores vigtigste formål er, at børnene trives, udvikler sig og har det godt hos os i Troldehøj.

Vi arbejder ugentlig med værkstedsgrupper, hvor børnene er opdelt i årgange, således at vi kan give alle børn den bedste mulighed for læring og dermed kan udvikle sig på det niveau, der er passende for det enkelte barn.

Indkøring af børn i Troldehøj kan variere fra barn til barn. Vi tager altid udgangspunkt i det enkelte barn og dets behov. Det er essentielt at både børn og forældre føler sig trygge ved at aflevere deres børn i vores institution.

Alle skal føle sig velkommen. Vi sætter en ære i at danne en tryg og omsorgsfuld relation til både børn og forældre. Indkøring og forløbet aftales mellem forældre og stuens personale, således at vi danner et positivt fundament for samarbejde mellem hjem og institution.

Acceptér cookies

Denne hjemmeside gør brug af cookies. Vi bruger cookes til at lære, hvordan hjemmesiden bliver anvendt, så vi kan forbedre brugervenligheden.

Når du har accepteret cookies, kan du altid fjerne dem igen ved at slette dem i din browser.